Fredag d. 9. juli skete det, mange har gået og ventet på med spænding: Havtyren, en af Danmarks største og flotteste naturlegepladser, ved den store parkeringsplads i Liseleje blev åbnet for offentligheden ved en storslået indvielse.
Op mod 1000 fremmødte overværede åbningstalerne af borgmester Helge Friis, skovrider Jens Bjerregaard Christensen og formand for Liseleje Borgerforening Hans Jørgen Hansen. Helge Friis gengav sagnet om, hvordan havtyren som straf for, at bønderne havde stjålet noget havkvæg, var gået på land og rodet op i sandet med sine lange horn, indtil byen Tibirke var føget til.
Efter åbningstalerne blev pladsen bogstaveligt talt invaderet af de mange fremmødte børn, som kastede sig over tovbaner, klatrenet, gynger, fyrtårn, forhindringsbane, rutchebaner m.v. og så selvfølgelig den store og smukt udskårne Havtyr. Herefter kunne de fremmødte nyde en bid af Danmarks største lagkage.
Havtyren er blevet til i et tæt samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Liseleje Borgerforening og Liseleje Erhvervsforening. Det økonomiske grundlag er skab af bidrag fra Arbejdsmarkedets Feriefond, Aktionsgruppen Halsnæs (landdistriktsmidler fra EU og Fødevareministeriet), Liseleje Borgerforening, Liseleje Erhvervsforening, Halsnæs Turistforening og Skov- og Naturstyrelsen.


Aktiviteter